Som en del af kurset "Interaktion, læring og samarbejde i virtuelle miljøer" på Aalborg Universitet er vi blevet påduttet at oprette en blog, twitterprofil og facebookprofil - hvis man da ikke i forvejen har det. De fleste har vel en facebookprofil i dag og bruger den dagligt, lidt sløjere står det nok til med blogs og Twitterprofiler. Sådan forholder det sig også for mit vedkommende. Jeg havde aldrig overvejet at oprette hverken en blog eller en twitterprofil.
Det der med at oprette en profil/blog, er der ikke mange ben i, udfordringen kommer nærmere med kravet om at være aktiv på de 'nye' sider... For ærlig talt har jeg lidt svært ved at se det fede i Twitter og blogging. Det hænger måske sammen med, at min twitterprofil åbenbart ikke opdaterer optimalt, så jeg kun kan se få beskeder, og mit meget lille kendskab til Twitter gør mig ukampdygtig over for problemet - og nok også lidt ugidelig! Når jeg bliver præsenteret for et nyt medie, er det et succeskriterium, at det i det mindste 'virker' og er nemt at komme i gang med.
Personligt vil jeg nok ikke anvende Twitter i det daglige, men derimod kan jeg se potentialet i undervisningssammenhænge, hvor der gives mulighed for online debatter og kommentarvisninger til et emne.
Måske bliver jeg klogere, jo mere jeg 'twitter' og blogger...